All posts by Esben

Stigende energipriser: Danskerne mangler håb 

Flere danskere er frustrerede over mediernes dækning af energikrisen, som de mener, er overvejende negativ. Medieforsker Roger Buch genkender det negative mediebillede, men sår tvivl ved, hvordan og om medierne skal ændre på det. 

Af Anna Hostrup Nørgaard & Signe Hartig Danielsen 

Ellen Weber Carlsen drømmer om at kunne leve af at være syerske. I august 2021 søsætter hun drømmen og begiver sig ud på en satset rejse. Hun åbner sin egen forretning, tager orlov fra sit arbejde som underviser og vinker farvel til den stabile indtægt. Det er en rejse, Ellen aldrig ville have været foruden. Og det er på trods af, at den selvstændige drøm er ramlet sammen med den nuværende energikrise, som gør det meget dyrere at være selvstændig erhvervsdrivende. For Ellen er energikrisen dog ikke det største problem. Det er måden, som medierne skriver om krisen på, der gør det svært for hende at bevare håbet om, at forretningen overlever. Derfor sætter hun spørgsmålstegn ved, om medierne skaber et unødigt skræmmebillede af situationen. 

Faktaboks:

  • Danmark er ramt af en energikrise, der medfører store prisstigninger på el og gas.
  • Energikrisen bliver af eksperter kaldt ”den perfekte storm”, fordi den er opstået af en række begivenheder, der er trådt i kraft på samme tid og skaber problemer med energiforsyningen.

En dommedagsfortælling

Selvom Ellen er bevidst om krisens alvor og ligesom mange andre er berørt af dens konsekvenser, frygter hun, at danskerne bliver unødigt bange og utrygge af mediedækningen. Hun oplever selv at blive skræmt, når hun orienterer sig i nyhedsstrømmen. 

”Når jeg tænder for nyhederne, bliver jeg enormt skræmt og begynder at tvivle på, om min forretning mon kan overleve,” siger hun. 

Hun mener, at medierne skaber et skræmmebillede af situationen, som savner proportioner og konstruktivitet. Fokusset er på de værste scenarier og katastrofefortællingerne. Det er en virkelighed, som Ellen fuldstændig anerkender eksisterer, men som hun mener bliver fortalt igen og igen.

”Jeg får lyst til at slukke for nyhederne. For når jeg tænder, er der bare endnu en historie, der giver mig lyst til at droppe min drøm,” siger hun.

Faktaboks:

  • Inflationen steg i sidste måned til 10 procent. Det er den højeste inflation siden 1982.
  • Gaspriserne er steget med 181 procent.
  • Elpriserne er steget med 175 procent.

Alle tal er priser sammenlignet med samme måned i 2021.

Medieforsker: medierne har et naturligt negativt fokus 

Ifølge medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch er det en velkendt diskussion, om medierne fokuserer for meget på de negative historier. Og det er en diskussion, der bestemt er værd at tage, mener han. For den handler i bund og grund om, hvad mediernes rolle skal være i et demokratisk samfund. 

”Helt grundlæggende skal medierne være en kritisk modspiller til magthaverne og andre institutioner i samfundet. Og derfor har de et naturligt negativt fokus,” siger han. 

Alligevel forstår han udmærket Ellen Weber Carlsen og andre borgers frustrationer over den negative nyhedsstrøm og pointerer, at den formentligt er særligt negativ for tiden, fordi verden er påvirket af flere kriser og krige. Og det bliver så særligt afspejlet i medierne. 

Virkeligheden eller et skræmmebillede

Ellen stiller spørgsmålstegn ved, om proportionerne i nyhedsstrømmen af energikrisen giver mening, og om det er et retvisende billede af virkeligheden, der bliver skabt.

“Reelt ved vi ikke, hvor slem vinteren bliver. Det kan være, der kommer nogle løsninger eller situationen forandrer sig,” siger hun. 

Det kan Roger Buch kun give hende ret i: 


“Kernespørgsmålet er jo, om mediebilledet er et skræmmebillede eller et faktuelt billede af virkeligheden. Det kan vi ikke vide på nuværende tidspunkt,” siger han. 

Et fælles ansvar 

Ifølge Roger Buch har medieforbrugerne også selv et ansvar for, hvad de bliver eksponeret for i medierne. Han foreslår, man som forbruger er særligt opmærksom på sit medieforbrug, filtrerer i nyhedsstrømmen og orienterer sig i medier, som han betegner som “kvalitetsmedier”. Med det refererer han til medier, hvor journalisterne har tiden og ressourcerne til at lave dybdeborende journalistik, som inddrager flere vinkler og perspektiver. Roger Buch anerkender, at det er en svær situation, når man gerne vil følge med i medierne, men bliver negativt påvirket af nyhedsstrømmen. Samtidig understreger han, at mediebilledet er en repræsentation af virkeligheden, som er særligt svær lige nu. 

Danskerne efterspørger løsningsorienteret journalistik

En Epinion-undersøgelse fra september 2022 viser, at mange danskere efterspørger mere konstruktiv journalistik og en mindre negativ mediedækning. Undersøgelsen viser, at 84 procent af danskerne efterspørger nyheder, der er løsningsorienterede og fokuserer på fremskridt.

Anders Seneca Bang er redaktør på Verdens Bedste Nyheder, et medie, der fokuserer på konstruktive nyheder, og er positivt stemt over for epinion-undersøgelsens resultater: 

“Vores medies vigtigste nyhedskriterie er ikke konflikt, som mange af de traditionelle medier bruger, men væsentlighed. Der er mange problemer i verden, men vi kan også godt skrive historier om problemer, der bliver løst eller forbedret”, siger Anders Seneca Bang. 

Anders Seneca Bang mener, at de traditionelle mediers dækning af den nuværende energikrise mangler et aspekt af optimise. 

“Jeg tror, at der bliver fokuseret så meget på katastrofer, krig og problemer, at der ikke bliver skabt et rum, hvor danskerne føler, der er handlemuligheder, selvom der jo er muligheder for at påvirke sin situation”, siger Anders Seneca Bang.

Flere nuancer og inspiration

Ellen husker selv oliekrisen i 1970’erne, hvor de fleste danskere var nødt til at omlægge deres livsstil for at spare penge, og påpeger, at danskerne klarede sig gennem krisen, selvom det var hårdt. Hun tror fuldt og fast på, at danskerne nok skal klare sig gennem denne krise, akkurat som de har gjort før. Og håbet holder hun fast i på trods af, at hun bliver skræmt af mediebilledet. Men hun savner mere dækning, der kan puste til optimismen i stedet for frygten. Det kan for eksempel være historier om mennesker, der har fundet på løsninger eller håndterer krisen på en inspirerende måde. Hun tror, det vil være med til at give flere mennesker ro på og tillid til, at det nok skal gå. 

Tre stykker rugbrød og en børnecheck

Hvordan vil dine folketingskandidater løse den nuværende energikrise? Lyt til energidebatten, hvor Anna Brændemose (SF) og Tina Lund Sørensen (V) giver deres bud på, hvordan de vil føre danskere sikkert gennem krisen.

https://soundcloud.com/esben-vestergaard-137096974/tre-stykker-rugbrod-og-en-bornecheck/s-RJTyPUvkUgP?si=3ad6c0be81334201b4735d93fe4aaf4b&utm_source=clipboard&utm_medium=text&utm_campaign=social_sharing

Lyt til Anna Brændemoses og Tina Lund Sørensen svar til østjyske vælgeres spørgsmål.